Efter en langvarig proces hos de haitianske myndigheder kan de 33 børn i alderen fire måneder til 12 år nu genforenes med deres familier.
Alle havde forældre
”Det har vist sig, at alle 33 børn faktisk har forældre. SOS-Børnebyerne har den holdning, at familien er det bedste sted for et barn at vokse op, og under alle omstændigheder må fattigdom og mangel på ressourcer ikke være årsagen til, at en familie splittes. Derfor er vi meget glade for, at de haitianske myndigheder har besluttet, at børnene kan genforenes med deres biologiske forældre,” siger Celigny Darius, direktør for SOS-Børnebyerne i Haiti.
Under deres ophold i SOS-børnebyen i Port-au-Prince har de 33 børn deltaget på lige fod med de andre børn i børnebyen i hverdagen, og det er gået upåklageligt.
”Jeg har fået nogle gode venner her, og jeg syntes det var sjovt at spille fodbold. Men nu vil jeg gerne hjem til min mor,” fortæller niårige Michael.
Forældrene til børnene har kunnet besøge dem i SOS-børnebyen, mens sagen blev undersøgt. Når børnene vender hjem, vil SOS-Børnebyerne støtte familierne og træde til, hvis det skulle blive nødvendigt.
Grundig registrering nødvendig
Mere end 400 uledsagede og forældreløse børn opholder sig i øjeblikket i SOS-børnebyen i Port-au-Prince som følge af jordskælvet. Alle børn bliver registreret, og man arbejder for siden at kunne genforene dem med eventuelle overlevende familiemedlemmer. Indtil videre er 65 børn blevet genforenet med deres nærmeste familie.
Udover børnene i selve SOS-børnebyen uddeler SOS-Børnebyerne også mad til mere end 12.500 børn i de jordskælvsberørte områder, ligesom der også gives hjælp og støtte i andre former ude i de ramte lokalsamfund.