Jeg er et af de børn i vores børneby, der er helt og aldeles forældreløs. Jeg blev afleveret på dørtrinnet til landsbyen, da jeg var tre uger gammel. Derfor er landsbyen mit hjem. Jeg har ikke andre steder, jeg på nogen måde kan forbinde med hjem. Når det er ferie, så er jeg her eller også tager jeg med min SOS-mor ud og besøger hendes familie.
Jeg har nok været et lidt forkælet barn. Da jeg kom til landsbyen var jeg meget lille og svag. Hele huset havde fokus på mig, og jeg var den yngste. Sådan typisk lillebror. Indtil jeg var en 3-4 år vidste jeg ikke, at jeg var et SOS-barn. Da jeg var gammel nok, forklarede mine brødre og søstre det.
Samuel i børnebyen (Foto: Hermansen) |
Ingen forældre, men stor familie
Jeg er faktisk ret stolt af at kunne sige, at det er en fordel at være vokset op i en børneby. Du har mødre, som virkelig går op i, at du har det godt. Ja, faktisk ikke bare én mor, men 15 af dem. For andre er det kun deres mor, som kan finde på at sige; ”det er koldt, du skal ha’ en trøje på”. Men i landsbyen hører man det fra alle mødrene.
I dag besøger jeg også de af mine søskende, som er voksne, har giftet sig og er flyttet fra landsbyen. De er virkelig mine søskende! Når jeg har været ked af det, er det dem, som får mig ovenpå igen.
I Kenya er det ikke unormalt, at forældre slår deres børn eller smider dem ud, hvis forældrene synes, at de laver ballade. Jeg har omvendt en mor, som tager sig af mig, er dedikeret, og som jeg kan tale med. Og jeg har muligheden for at uddanne mig. Jeg har ingen forældre, men jeg er alligevel heldig.
Flyttede hjemmefra i børnebyen
Når SOS-børnene kommer op i de sene teenageår, flytter de typisk ind i ungdomshusene, hvor de bor sammen med andre unge, og gradvist begynder at tage mere og mere ansvar for deres eget liv:
På et tidspunkt begyndte min mor at tale om, at nu var det på tide, at jeg flyttede over sammen med de andre unge drenge i børnebyen.
”Se på det som en mulighed for at få mere frihed, men samtidig også mere ansvar,” sagde hun. Det var en helt anden måde end andre unge oplever det på. De bliver reelt smidt ud hjemmefra.
Jeg var 15 år, da jeg flyttede herover i SOS-ungdomshuset. Men jeg spiser stadig hjemme i familiehuset med min mor og mindre søskende en gang om ugen.
(Foto: Hermansen) |
Kontakt til fadderne
Jeg har selv flere faddere. En bor i Tyskland, og vi skriver mails til hinanden. Han synes ikke, at det er nok, at jeg skriver til ham to gange om året, for han vil være sikker på, at jeg ikke kommer ud på et sidespor. Så jeg får ind i mellem mails fra ham, hvor han spørger, hvordan det går. Han har besøgt mig, så han kender børnebyen og forholdene.
De andre faddere skriver jeg til to gange om året. Man skriver selv brevet og min mor holder øje med det. Jeg er selvfølgelig enormt glad for, at der er nogle, som hjælper mig på den måde. Der er folk, som bekymrer sig om dig. Det er igen det der med, at man har kontakter ud i verden, at SOS er over alt. Jeg lærer også noget af at ha’ den kontakt.
Hvad fremtiden bringer
I dag er Samuel en ivrig amatørskuespiller i sin fritid, men det er ikke en karrierevej, han vil forfølge. Ved siden af teatret læser han salg og marketing på SOS’ tekniske skole. Engang med tiden kunne han godt tænke sig at blive journalist – og måske også selv blive fadder for et forældreløst barn.