Vedtægter for SOS-Børnebyerne, Danmark 

 

VEDTÆGTER FOR SOS BØRNEBYERNE, DANMARK

 

§ 1
Stk.1 Fondens navn er "SOS-Børnebyerne, Danmark".

Stk.2 Fonden, som er en selvejende institution, er en direkte fortsættelse af "Komiteen for Danske Venner af SOS-Børnebyerne", oprettet den 26/11 1964.

Stk.3 Fondens hjemsted er København.

 

§ 2
Stk.1 Fondens formål er gennem medlemskab af og i nært samarbejde med "SOS Kinderdorf International" i Innsbruck og i overensstemmelse med KDI's præambel at arbejde for støtte til og udbredelse af kendskabet til SOS-Børnebyerne.

Stk.2 Fonden indsamler dels fadderskabspenge til børn i SOS-Børnebyerne, fortrinsvis i udviklingslandene, dels bidrag der kan bruges til fremme og understøttelse af SOS-Børnebyprojekter, ligeledes fortrinsvis i udviklingslandene.

 

§ 3
Stk.1 Fondens egenkapital består af en grundkapital og en rådighedskapital.

Stk.2 Fondens grundkapital er på kr. 1.000.000 (skriver 1 million kroner), der anbringes i overensstemmelse med de til enhver tid for anbringelse af legatmidler under offentligt tilsyn gældende regler. Fondens aktiver eller de beviser, på hvilke de optages, skal lyde på fondens navn og så vidt muligt være noteret som tilhørende denne. Fondens grundkapital skal tilstræbes bevaret urørt.

Stk.3 Fondens rådighedskapital skal være af en størrelse, som er passende i forhold til fondens aktiviteter og forpligtelser.

 

§ 4
Stk.1 Udover egenkapitalen skal fondens midler anvendes til enhver form for støtte af fondens formål.

Stk.2 Anvendelsen af årets overskud kan, hvis det har betydning for opfyldelsen af fondens formål, udskydes til et senere regnskabsår. Det ikke anvendte overskud hensættes da til senere uddeling.

§ 5
Hvor der er initiativ kan mindst 3 personer oprette en lokalkomité. Nye lokalkomitéer skal godkendes af bestyrelsen, som også udarbejder generelle fælles regler for lokalkomitéernes økonomiske og praktiske virke.

 

§ 6
Stk.1 Der afholdes én gang årligt i november måned repræsentantskabsmøde. Til dette møde kan hver godkendt lokalkomité sende én stemmeberettiget repræsentant.

Stk.2 Bestyrelsens formand indkalder skriftligt til repræsentantskabsmødet med mindst 2 ugers varsel.

 

§ 7
Stk.1 Ansvaret for fondens drift, forvaltning af dens midler og uddelinger påhviler bestyrelsen. Bestyrelsen består af 10 medlemmer.

Stk.2 Bestyrelsens sammensætning er bestemt således:

5 faste medlemmer udpeges blandt personer med interesse for fondens formål, men uden speciel tilknytning til lokalkomitéerne. Denne del af bestyrelsen er selvsupplerende.

4 medlemmer vælges blandt medlemmerne af lokalkomitéerne. Disse bestyrelsesmedlemmer vælges med almindelig stemmeflerhed på det årlige repræsentantskabsmøde (jfr. §7) for 2 år ad gangen med skiftevis 2 og 2 hvert år. Desuden vælges for et år ad gangen 2 bestyrelsessuppleanter. Genvalg kan finde sted.

SOS-Kinderdorf International udpeger et dansksprogligt medlem til bestyrelsen for 2 år ad gangen med virkning fra 1. januar i lige år. Genudpegning kan finde sted. Såfremt bestyrelsesmedlemmet fratræder i løbet af en 2 års periode, udpeger KDI et nyt bestyrelsesmedlem for resten af perioden. KDI afholder evt. udgifter i forbindelse med dette medlems deltagelse i bestyrelsens arbejde.

 

§ 8
Stk.1 På bestyrelsesmødet i det første kvartal i ulige årstal vælger bestyrelsen af sin midte en formand (præsident) og i lige årstal en næstformand (vicepræsident). De vælges for 2 år ad gangen og genvalg kan finde sted.

Stk.2 Bestyrelsen mødes normalt én gang pr. kvartal og i øvrigt, når formanden skønner det nødvendigt, eller det begæres af et bestyrelsesmedlem eller direktøren.

Stk.3 Indkaldelse til ordinære bestyrelsesmøder sker med mindst 3 ugers varsel. Dagsorden udsendes senest 1 uge før mødet. Ekstraordinære bestyrelsesmøder kan indkaldes med 1 uges varsel med angivelse af dagsorden.

Stk.4 Bestyrelsens beslutninger afgøres, jfr. dog §13, ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens (i hans fravær næstformandens) stemme afgørende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer (herunder enten formand eller næstformand) er til stede. Det påhviler bestyrelsen at føre protokol over bestyrelsesmøderne og de beslutninger, der træffes dér.

 

§ 9
Bestyrelsen ansætter en direktør til at forestå den daglige ledelse af SOS-Børnebyerne. Der udarbejdes en funktionsbeskrivelse for direktørens virke. Direktøren deltager i bestyrelsesmøderne, men kan ikke selv være medlem af bestyrelsen.

 

§ 10
Tegningsberettiget for bestyrelsen er formanden eller næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan meddele andre prokura, dog således at der til hver disposition kræves underskrift af 2 personer.

 

§ 11 

Stk.1 Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Stk.2 Inden 3 måneder efter regnskabsårets afslutning lader bestyrelsen udarbejde et regnskab over alle fondens indtægter og udgifter med dertil hørende status. Regnskabet revideres af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret revisor, hvorefter det vedtages af bestyrelsen. Revision og vedtagelse skal være tilendebragt inden 1. juli i året efter regnskabsafslutningen. Revisoren kan ikke afskediges, uden et flertal af bestyrelsen godkender dette.

Stk.3 Revisor kan ikke være medlem af fondens bestyrelse.

 

§ 12
Stk.1 Bestyrelsen kan med fondsmyndighedens tilladelse, jfr. fondslovens kap.9, beslutte fondens opløsning.

Stk.2 Vedtægtsændringer og opløsning af fonden kan kun bestemmes på et bestyrelsesmøde og kræver 2/3 majoritet af det samlede antal bestyrelsesmedlemmer. Forslag til ændringer af fondens vedtægter skal godkendes af SOS-Kinderdorf International, inden de træder i kraft.

Stk.3 Skulle en beslutning om opløsning blive vedtaget, tilfalder de tilstedeværende midler, efter at alle nationale såvel som internationale forpligtelser er afviklet, en anden dansk fond eller institution med beslægtet formål, efter bestyrelsens nærmere beslutning.

 

§ 13
Ovenstående vedtægter er vedtaget på "SOS-Børnebyerne, Danmark’s bestyrelsesmøde den 20/8 2007 og erstatter tidligere vedtægter af 26/11 1964, februar 1968, 25/4 1977, 9/11 1983, 15/3 1989, 12/3 1991 og 2/3 1995.