Chile også ramt af jordskælv 

01/03/2010 – Lørdag blev Chile ramt af et historisk voldsomt jordskælv. Ingen børn eller ansatte i børnebyerne er kommet noget til

Et historisk voldsomt jordskælv rystede lørdag morgen lokal tid Chile. I skrivende stund er der mere end 700 omkomne, men heldigvis er der ingen tilskadekomne børn eller ansatte i nogen af de 13 SOS-børnebyerne i Chile.

Et voldsomt jordskælv rystede i weekenden ChileAl kommunikation med SOS-børnebyernes programmer i landet er i øjeblikket ekstremt vanskeligt på grund af ødelagte telefonlinjer og et ødelagt mobilnet.

Alligevel lykkedes det endelig sent søndag, at få kontakt til alle SOS-børnebyer – heriblandt også børnebyen i Concepción, som ligger tættest på jordskælvets epicenter – og heldigvis har alle kunnet bekræfte at børn og ansatte er i god behold, og at der kun har været begrænsede materielle skader.

Undtagelsen er børnebyen i Bulnes, hvor det har været nødvendigt at evakuere seks familiehuse, men også her er alle i god behold.

Klar til indsats
I lokalsamfundene uden for børnebyerne i Concepción og i Coricó er der store jordskælvsskader og SOS-Børnebyerne i Chile vurderer nu det nødvendige omfang af en eventuel hjælpeindsats.

Fakta:
Jordskælvet målte 8,8 på Richter-skalaen og havde sit epicenter cirka 320 kilometer sydvest for Santiago. Det skete mere end 110 kilometer nede i jorden, hvilket har været med virkende til, at på trods af den voldsomme styrke, så er skaderne efter omstændighederne begrænsede.

Til sammenligning var jordskælvet, der for snart to måneder siden dræbte mere end 200.000 mennesker i Haiti en styrke på 7,0