350.000 mennesker er blevet hjemløse på grund af regnen i Vesteafrika. Værst er det gået ud over Burkina Faso. Foto: SOS-arkivBurkina Faso er vant til voldsom regn i korte perioder. Men natten til den 1. september faldt der på 10 timer 263 mm regn. Det svarer næsten til, hvad der i alt falder på de fire mest regnfulde måneder i Danmark. Alene i hovedstaden Ouagadougou blev mere end 24.000 huse ødelagt af enorme oversvømmelser, der fulgte efter de usædvanligt kraftige regnskyl, der betegnes som de voldsomste i 90 år.
”Ødelæggelserne var enorme. Huse var ødelagt og fyldt med mudder. Veje og broer blev skyllet væk,” siger Betina Mørch-Sørensen, der er fadder hos SOS-Børnebyerne og var på rejse i landet, da regnen kom.
”Familierne stod bare der, helt opgivende, i vand til knæene. Mødre sad og stirrede ud i luften, mens deres børn græd og græd,” fortæller Betina Mørch-Sørensen.
Tusindvis af familier er nu hjemløse. I alt vurderes det, at 150.000 mennesker har mistet deres hjem, heraf 70.000 børn.

SOS-Børnebyerne starter nødhjælpsindsats
De ansatte i SOS-børnebyen i Ouagadougou er for længst gået i gang med nødhjælpsarbejdet. I børnebyens nærområde, der er et af byens fattigste, har omkring 5.000 mennesker et akut behov for hjælp. SOS-Børnebyerne uddeler mad, tæpper, sæbe og medicin til de nødlidende familier.
Ingen af børnene i børnebyen har lidt overlast i forbindelse med oversvømmelserne. De bor i solide huse, der kan modstå vandet. Men man skal ikke bevæge sig langt uden for børnebyen, før ødelæggelserne er tydelige, fortæller Line Grove Hermansen, der er kommunikationschef i SOS-Børnebyerne.
Du kan hjælpe
”Lige nu arbejder vi på højtryk i Burkina Faso og hjælper familier, så der ikke kommer flere forældreløse børn”, siger Line Grove Hermansen.
Flere af Ouagadougous hospitaler er blevet evakueret på grund af vandmasserne, og med de dårlige sanitære forhold, der hersker efter oversvømmelserne, frygter man udbrud af malaria, tyfus og kolera.
SOS-Børnebyernes nødhjælpsindsats er indtil videre planlagt til at køre cirka en måned, herefter starter SOS-Børnebyerne et egentligt SOS-familieprogram, der skal støtte udsatte familier i området.
